Christine Strandmose Toft: Litteraturens plastiske krigshelt: falsk og foranderlig.

Da den kolde krig sluttede blev krigen post-heroisk, hævdede den amerikanske politolog og historikere Edward Luttwak i 1995, men hvis Luttwak havde nærstuderet litteraturhistorien, ville han næppe have udtalt sig så kategorisk.

Op gennem litteraturhistorien møder vi nemlig igen og igen soldater, der har udmærket sig på litteraturens slagmark og derfor udråbes til helte. Men blot fordi krigshelten står stædigt på litteraturens scene og nægter at forlade den, betyder det ikke, at han bestandigt har stået dér og står dér i de sammen klæder. Fremkaldes blot en lille håndfuld af litteraturhistoriens krigshelte, bliver det straks tydeligt, at de handlinger, egenskaber og kvaliteter, som soldaten må besidde for at kunne blive udråbt til helt, har ændret sig i takt med, at krigens former har forandret sig.

I løbet af oplægget skal vi, udover at se på hvorfor de heroiske kvaliteter har forandret sig, også se på, hvorfor den litterære krigshelt går klædt i et falsk skær; dels fordi han er resultatet af en krigsidealisering, dels fordi han som kulturelt overleveret forestilling om, hvilken status soldaten kan opnå i krigen, i mødet med krigens realiteter viser sig at være et falsk løfte. 

Således kommer krigen op igennem historien igen og igen til at fremstå post-heroisk. Heltene er altid noget der hører fortidens krige til; eller som Don Quixote siger: ”Det tynger min sjæl, at jeg blev farende ridder i en så modbydelig tid som den, vi nu lever i, for selv om jeg ikke er bange for nogen fare, bekymrer det mig alligevel at tænke på, at krudt og tin skal berøve mig muligheden for at blive navnkundig og berømt for min tapre arm og mit hvasse sværd i hele den opdagede del af verden.”.